Dankort app direkte på terminalen

10-10-2017

Dankort app er frigivet og kan nu anvendes i butikker med opdaterede terminaler.

Nets' Dankort app er frigivet, og dine kunder kan derfor nu foretage hurtige betalinger med mobilen på samme vilkår, som de kender fra de kontaktløse betalinger. Det betyder, at kunden kan betale ved at føre mobilen hen til betalingsterminalen, og er beløbet under 200 kroner, så skal beløbet ikke bekræftes med pinkode.

For kunderne betyder det endnu en mulighed for hurtige betalinger direkte på mobilen, der alligevel altid er i hånden i disse tider. Når du betaler for at have en Dankort-aftale, så dækker denne aftale også Dankort app, så der er ingen ekstra omkostninger for din butik.

Dankort app frigivet

Din terminal skal være opdateret og have en BLE-chip installeret for at kunne tage imod Dankort app. Alle Verifones terminaler har i dag installeret BLE-chip ved levering i forretningen, men har du en ældre terminal, kan BLE-chippen isættes efterfølgende. Derudover skal PSAM'en være en version 8 eller 9. Kan din terminal tage imod MobilePay i dag, så er den også klar til at modtage Dankort app efter en software-opdatering. I første omgang er Dankort appen kun frigivet på iOS enheder, men vi tester i øjeblikket løsningen på Android enheder, og vil frigive det inden for de næste to uger.

Lige nu kører Dankort app allerede i test på vores integrerede terminaler hos Rema 1000, Matas, Dagrofas butikker (Meny, Din Købmand, Spar, Let-Køb) og Lidl, og vi forventer at Dankort app rulles ud til resten af Verifone terminalerne (både Atos og VX) i løbet af oktober 2017.